Ud med sportsforretning - ind med nyt butikskoncept: Forandringer på vej hos Danske Shoppingcentre
Et ikke specificeret antal af de lokationer, som Sportmaster opgiver hos organisationen Danske Shoppingcentre (DSC), har fået nye ejermænd.
Disse elleve Sportmaster-butikker lukker
- I slutningen af maj:
- Aalborg Storcenter
- Amager Centeret
- Frederiksberg
- Herningcenteret
- Hillerød
- Lyngby
- Nørrebro Bycenter
- I slutningen af juni:
- City2
- I slutningen af november:
- Hvidovre
- Kolding Storcenter¨
- Randers
Således indtager kæden Basic & More, der forhandler varer fra overskudslagre og varer med skønhedsfejl, 13 butikslokaler i nogle af de 17 shoppingcentre, som er en del af Danske Shoppingcentre.
Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.
- Basic & More er et fantastisk koncept, og jeg er meget stolt af, at det nu bliver en del af DSC’s butiksportefølje. Basic & More er ikke bare nyt og spændende, det er også med til at sikre, at gode varer, der ikke fejler noget, men måske har små fejl, bliver solgt i stedet for smidt ud.
- Det sætter vi stor pris på i DSC, og jeg glæder mig til at kunne tilbyde vores kunder et nyt butikskoncept fremover, som jeg er sikker på vil falde i mange af vores kunders smag og være med til at sikre den bedste shoppeoplevelse for alle vores besøgende, siger Jesper Faurholdt, der er administrerende direktør i Danske Shoppingcentre.
Basic & More modtager på ugentlig basis omkring 100 forskellige varer, og netop derfor var de lokaler, som Sportmaster efterlader sig, oplagte til konceptet, skriver Danske Shoppingcentre.
Den første Basic & More-butik åbner i Taastrup 25. maj - og herefter følger yderligere 12 butiksåbninger i løbet af 2023 og 2024.